- opleve stilhed i rolige omgivelser

I klinikken

I mit private hjem

Min klinik finder du i mit private hjem, hvor jeg har et særskilt rum hyggeligt indrettet til formålet. Jeg bor i rolige omgivelser og du vil opleve stilhed, mens du modtager din behandling

Jeg vægter højt at din behandling foregår i en imødekommende, rolig og tryg atmosfære.

Ved første møde afklarer vi sammen ud fra dine symptomer, hvad behandlingen særligt skal have fokus på. Det er et godt udgangspunkt at komme godt rundt om de problematikker, du har brug for hjælp til, så du får det optimale ud af din behandling.

Du vil det meste af tiden ligge på en briks med mulighed for tæppe på. Jeg vil med blide, bløde og nænsomme teknikker løsne spændinger og blokeringer i dit kranio-sakrale system primært via kraniet, kraniekanten, langs rygsøjle og bækken/korsbens området.

Blid bindevævsmassage, afspænding af triggerpunkter og akupunkturpunkter vil også ofte indgå i mine behandlinger.

Der kan være behov for forskellige tests, ofte stående, af nakke og rygsøjle for at få et indtryk af, hvor dine spændinger primært lokaliserer sig eller udspringer fra.

Efter behandlingen får du mulighed for at ligge på briksen kort tid for lige at mærke din krop og effekten af behandlingen. Jeg går ud af rummet i denne stund.

Der afsættes ca. 1 time til behandlingen.

Behandling efter behov

Hvor mange behandlinger du har brug for afhænger ofte af varigheden af og hvor dyb din problematik er. Der kan være flere lag i en problematik. Nærmest som at skrælle lag af et løg. Min anbefaling er, at du booker 3 behandlinger for mærkbar effekt. Men allerede efter første behandling vil du sandsynligvis kunne mærke nogle forandringer. 

Vi evaluerer sammen fra gang til gang effekten af den enkelte behandling og om der vil være behov for flere.

Der er også altid mulighed for at komme til vedligeholdende behandlinger, måske en gang om måneden eller mindre, alt efter dit behov.

Det er en god ide at tage løstsiddende og let tøj på. Der er mulighed for at skifte til andet tøj, hvis du kommer direkte fra arbejde.

Booker du et ALT-Naturlig Lifting forløb vil det som udgangspunkt inkludere 6 behandlinger med 1-3 ugers interval.

Booker du organmassage terapi, vil jeg bruge omkring 35 min. på selve massagen af dine organer og supplere behandlingen med kranio-sakral terapi målrettet dine symptomer.

Pædagogisk Massage

Børn i klinikken

At dit barn føler sig trygt er essentielt. Derfor bruger jeg god tid på at lære dit barn at kende og afhængig af dit barns alder, har jeg en legende tilgang undervejs i behandlingen med kranio-sakral terapi og den pædagogiske massage.

Måske dit barn for at føle sig trygt har brug for at sidde hos dig eller holde i hånd, mens behandlingen foregår. Det er der altid mulighed for. Yndlingsbamsen, et kært stykke legetøj eller en bog kan også være en god ide at tage med og kan samtidigt være et godt udgangspunkt for at møde dit barn.

Mit fokus er på dit barn, og jeg anbefaler at vi inden behandlingen har talt sammen om, hvad udfordringerne er, så vi er afklaret med dette inden vi mødes.

Efter behandlingen kan jeg ved behov ringe jer op for at høre, hvordan det går og hvordan dit barn modtager behandlingen.

Er du teenager kan det stadig være, at du har brug for, at en af dine forældre er med, mens du modtager behandlingen. Men du er også velkommen alene. Jeg vil tale med dig om det, du har brug for behandling til, og det der lige nu fylder i dit liv.

Kranio-sakral terapi

Efter behandlingen

Du vil sandsynligvis gå fra klinikken med en følelse af ro og lethed i din krop og dit sind. Det kan være, du automatisk føler trang til at tage hjem for at hvile dig eller sove.

Omvendt vil du også kunne komme til at mærke mere energi. Under alle omstændigheder er det godt lige at tage den lidt med ro uden at sætte for meget aktivitet i gang resten af dagen.

I op til 3-5 dage efter vil kroppen justere og regulere, og du vil kunne opleve forandringer i dine symptomer. Du vil måske opleve bedring, f.eks. at skulderspændingen letter, lændesmerten aftager eller en hovedpine forsvinder. Mange oplever forbedret søvn.

Der kan dog også opleves en kortvarig forværring eller opblussen af dine symptomer, eller at du bliver opmærksom på en smerte eller et ubehag et andet sted i kroppen. Dette aftager som regel efter et par dage.

Jeg anbefaler at du drikker godt med vand efter behandlingen.